Den gamle Nordfynske fastelavnstradition lever endnu
Som mange nok har oplevet i Krogsbølle Sogn og omegn, findes der stadig en udgave af det gamle fastelavnsløb, dog til bens og ikke til hest, som i gamle dage! Mange har selv været med, andre oplevet en flok børn klædt i bestemte dragter og med en fane, gå fra hus til hus og synge første vers af “I Alle de Riger Lande”, for bagefter at modtage et “længe leve familien”, når de små “soldater” har modtaget et bidrag. Lige så længe som skikken har eksisteret har de samlet penge ind til en fastelavnsfest for den unge mennesker. Skikken er langt mere end 100 år gammel. Selvom nutidens fastelavnsløb er forskellig fra fortidens udgave, kan man tydeligt fornemme de fælles træk, specielt beklædningen!
Folkemindesamler Christine Reimers beretninger
Christine Reimer (1858-1943) var dansk journalist og forfatter, der især huskes som folkemindesamler. I hendes fembindsværk Nordfyns Bondeliv i Mands Minde (1910 – 1919), der anses for at være et af de vigtigste historiske optegnelser om danske folkeminder og tradition, er følgende uddrag om fastelavn på Nordfyn fra.
Uddrag fra Nordfyns Bondeliv i Mands Minde, tredje værk 1913
Naar Tiden nærmede sig Fastelavn, mødte Ungdommen op med deres Forlystelse: at slå Katten af Tønden, “ride Fastelavn” og holde Fastelavnsgilde. De unge Karle foranstaltede et pyntet ridende Optog, der endte med Dans omtrent til Døgnet var omme. Her var Alle med: Sønner, Døtre, Tjenestekarle og Tjenestepiger – det var ligemeget -, da var der ingen Standsforskel ude som hjemme, Alle var hverandres Lige.
Aftenen før der skulle rides Fastelavn samledes byens piger og pyntede nogle gamle aflagte høje hatte, som skulle bruges som vi bruger nutidens kattekonge- og kattedronningekroner. Fastelavnsmorgen satte karlene en tønde op og skyndte sig hjem efter deres heste. På denne tid var det kun karlene der slog katten af tønden.
Ved 10-Tiden begyndte man denne glade Dag med en fornøjelig Dyst, der fulgtes med Spænding af en stor Tilskuerskare. Hele Byen var paa Benene. Nu gjalt det om Een for Een i fuld Firespring med en Kølle at slaa “Katten” af Tønden. Sejerherren – den, der slog Tønden itu var dermed kaaret til Konge, og den næstfølgende Rytter kaldtes hans Dronning. Pigerne kom nu frem med de udpyntede Hatte, der var bestemt for disse to “kronede” Hoveder, samt en tredje, bestemt for den, der ved denne Lejlighed spillede Bajads1. Det ridende Optog var Festens Glanspunkt. Bajadsen iførte sig en Skjorte uden på sit Tøj og red som Forrider i Spidsen for hele Styrken, vel en Snes tapre, gæve Karle til Hest. De gæstede nu hver Gaard og for øvrigt hvert Sted, hvor der var Plads, hele Byen rundt for at indbyde Husets Folk til Gildet om Aftenen samt indsamle et lille Pengebidrag til dette.
Folk skyndte sig nu hjem for at taget imod optoget. Christine Reimer skriver derefter følgende:
Først steg Bajadsen af Hesten og bad i høje Vendinger om Tilladelse for den samlede Rytterskare til at aflægge en Visit. Derpaa mødte Kongen med en lignende staaende Remse, om det maatte være tilladt ham og Dronningen at komme indenfor, hvilke høflige Anmodninger begge blev meget gæstfrit indrømmet. Hele Følget stod da af Hestene og blev beværtet, mange steder allerede uden for Døren, fik Æbleskiver, og Skiver af Julekage med hvidt sukker paa, Snapse, varm Most eller Øl og i Tilgift en rask Svingom med Husets Folk. Selv en Farmor eller Mormor, om ellers hun var rask og rørig, maatte standse sit Rokkehjul. Baade gamle og Unge blev snurret nogle gange rundt paa Gulvet, inden man red videre til den næste Gaard for at begynde igen paa selv samme Vis.
Nu beskrives det videre, hvordan alle byens børn glade fulgte med optoget, i håb om at et par æbleskive skulle gå deres vej. Søde sager kaldes dengang for kræs, og var ikke alle forundt. Efterhånden som fastelavnsrytterne kom rundt til mange huse og gårde blev nogen af karlene lige vel beruset.
“Rytteriet” begyndte nu med megen Anstand med alle de gamle Regler til Grund, men inden de mange, mange Besøg var aflagt fra den ene Byende til den anden, var der undertiden paa det lange Ridt sat lidt for megen Skænk til Livs. – Og de fik jo mere endnu, inden Dansegildet sluttede ved næste Daggry – Det med Sirup sødede varme Øl eller Mosten kunde være et Par farlige Drikke, der lumsk “tov i Ho’et”; thi man havde ved denne og lignende Lejligheder for Skik at blande Rom og andre stærke Varer baade i Øl og Most, som da gik “glagent” ned, naar det saaledes kom maskeret frem under disse Drikkes vel ikke ganske, men dog saa temmelig uskyldige Mærke – en grov Spas, der ikke blot da, men ogsaa til andre Tider ofte dreves uhyggelig vidt. Ja, videre end til at indlemmes under Begrebet: uskyldig Spøg, og som derfor maa tælles med blandt Fortidens grovkornede og mere fremtrædende plettede Minder. Allerede paa Halvvejen kneb det Adskillige at taale den megen “Hjartesyrkning” og at bære den med ret Ryg.
Det er med et smil på læben dette læses og ikke svært, at forstille sig, hvordan der fnisende er blevet spædet op med stærk spiritus før servering, eller hvordan humøret er steget på turen. Det kan ikke have været nemt at stige rigtigt på hesten til sidst! Forfatterens foragt er heller ikke til at tage fejl af. Der berettes videre at flere af de unge mænd, som ikke kunne klare mosten, måtte opgive resten af turen, men efter at have sundet sig, var de fleste klar til festen om aftenen, som kunne blive både vild og voldsom. Dette gilde var vinterens største fest.
Senere forsvandt hestene og indtil tæt på 1980’erne var det stadig kun drenge, som gik fastelavn.
- Komisk figur, gøgler eller nar. ↩︎
